Håndværkerfradrag
Håndværkerfradrag og servicefradrag i 2022
Håndværkerfradraget afskaffes pr. 1. april 2022. Det har et flertal bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne besluttet som del af “Aftale om finansloven for 2022”.
Håndværkerfradraget er den del af BoligJobordningen, hvor du kan få fradrag for håndværksydelser.
Til gengæld bibeholdes servicefradraget, hvor du kan få fradrag for fx rengøring og havearbejde.
I 2021 har servicefradraget været firdoblet til 50.000 kr., mens håndværkerfradraget har været fordoblet til 25.000 kr.
I 2022 kommer fradragene tilbage i ‘normalt’ leje. Servicefradraget bliver på 6.400 kr., mens håndværkerfradraget bliver på 12.900 kr., indtil det altså skrottes pr. 1. april 2022.
Hvis du vil bruge håndværkerfradraget i 2022, skal arbejdet som udgangspunkt være udført senest den 31. marts 2022 for at få fradrag, mens regningen for arbejdet som udgangspunkt skal være betalt senest den 31. maj 2022.